Fjernvarme Fyn skal aftage mere varme fra CO2 neutral biogasproduktion
28. november 2011Fjernvarme Fyn har forlænget eksisterende aftale med Bigadan om at aftage varme fra Fangel Bioenergi ti år frem.
Fangel Bioenergi er en af Danmarks mest moderne biogasanlæg og har fornylig udbygget anlægget med en reaktortank på 8000 kubikmeter. Tanken er 25 meter høj og Danmarks største. Med den nye tank har Fangel Bioenergi fordoblet sin kapacitet. Pt. er dette dog ikke ensbetydende med, at man vil tilføre mere biomasse til anlægget - men udbygningen gør, at biomassen kan være ca. 35 døgn i den nye tank, i modsætning til 17 døgn tidligere i de mindre tanke. Man forventer, at man herved kan øge energiproduktionen med ca. 15-20 % fra den samme biomasse.
Fangel biogasanlæg modtager husdyrgødning fra lokale landmænd og industriaffald fra hovedsageligt fynske fødevarevirksomheder. I biogasanlæggets reaktortanke omdannes gødning og affald til biogas og miljøvenlig gødning. Biogassen omsættes i anlæggets egne gasmotorer til el og fjernvarmeproduktion.
Pt. aftager Fjernvarme Fyn 50.000 GJ varme årligt svarende til varmeforbruget i 800 enfamiliehuse. Med den nye tank forventer Fangel Bioenergi at kunne øge produktionen af varme til Fjernvarme Fyns kunder med ca. 20 %.
Fangel Bioenergis nye 25 meter høje reaktortank.
Biogasproduktionen - i korte træk
Biogasproduktionen foregår ved, at biomassen kommer ned i en modtagetank. Herfra føres biomassen over i en pasteuriseringstank, hvor biomassen varmebehandles ved minimum 70 grader i en time for at fjerne mulig salmonella og enterokokker, spireevne i ukrudtsfrø mm.. Herefter pumpes biomassen over i store iltfrie reaktortanke, hvor den opholder sig i ca. 35 dage ved ca. 38 grader.
I reaktortankene sker der en biologisk nedbrydningsproces, hvor methanbakterierne danner biogas. Biogassen, der består af en blanding af 67 % methan, 32 % kuldioxid og en smule svovlbrinte og ilt, ledes videre til et gaslager. Gassen renses for svovlbrinte og føres videre til en gasmotor, hvor gassen afbrændes. Gasmotoren driver en generator, og varmen udvindes fra motorens kølevand og udstødning. Det varme vand herfra ledes til Fjernvarme Fyns varmecentral i Bellinge, hvor varmen via en varmeveksler føres videre ud i Fjernvarme Fyns fjernvarmenet.
Den afgassede gylle udtømmes i en lagertank. Herefter er den er klar til at blive anvendt som markgødning i landbruget.
Til forskel fra olie og naturgas er biogas CO2-neutralt. Der er således en stor miljømæssig gevinst ved at anvende biogas til produktion af fjernvarme. Fjernvarme Fyn aftager pt. varme fra to biogasanlæg i form af Davinde Bioenergi og Fangel Bioenergi, hvoraf Fangel Bioenergi har langt den største biogasproduktion.
Læs mere om Fangel Bioenergi på Bigadans hjemmeside her.
Fangel Bioenergis gasmotor, hvor gassen afbrændes.
Bellinge Varmecentral, hvor det varme vand fra Fangel Bioenergi ledes hen. Via en varmeveksler føres varmen videre ud i Fjernvarme Fyns fjernvarmenet.