
Spar penge - omlæg din husholdnings elforbrug til CO2-venlig fjernvarme
19. oktober 2011Vælger du som fjernvarmekunde en varmtvandstilsluttet vaskemaskine, kan du spare på energiregningen og samtidig gavne miljøet.
Fjernvarme Fyn har som målsætning at reducere mængden af CO2 og sætter ind på flere fronter for at skabe et bedre miljø.
Fjernvarme Fyn har derfor i samarbejde med Teknologisk Institut fået udarbejdet en rapport, der klarlægger besparelsesmuligheder ved omlægning af elforbrug til fjernvarme ved at anvende husholdningsmaskiner med indbyggede varmevekslere og vaskemaskiner med varmtvandsindtag.
Rapporten konkluderer, at der er flere fordele ved at omlægge husholdningers elforbrug til fjernvarme. I forhold til vaskemaskiner med varmtvandsindtag viser testresultaterne, at
- 69 - 74 pct. af elforbruget kan erstattes med brugsvand produceret på fjernvarme for en 40 °C vask.
- der er en årlig besparelse på energiregningen på ca. 40 pct. (kr. 200-400 kr.)
- man gavner miljøet ved at udlede 43 pct. mindre CO2.
- der er en væsentlig kortere vasketid – man sparer i gennemsnit 20 min. pr vask, da vandet ikke skal varmes op.
I forhold til opvaskemaskiner er der ligeledes penge at spare ved at tilslutte maskinen det varme vand fremfor det kolde. Rigtig mange opvaskemaskiner kan i dag tilsluttes det varme vand og dermed spare ca. 45 pct. af elforbruget. Undersøg derfor om din opvaskemaskine kan tilsluttes det varme vand.
Læs hele rapporten her.
Fjernvarme Fyn er af myndighederne blevet forpligtet til at gennemføre energibesparelser. For at udbrede kendskabet til den nye type vaskemaskine vil Fjernvarme Fyn derfor udbetale et tilskud på op til kr. 1000.- til etablering af varmtvandstilslutningen til de første 100 kunder, der køber en vaskemaskine med varmtvandstilslutning.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte energirådgiver Dorthe Hindsgaul på telefon 65 47 30 80 eller pr. mail dh@fjernvarmefyn.dk.