
Energi er heldigvis meget mere end olie
I begyndelsen af 1970’erne hentede Danmark mere end 90% af energien fra olie, som vi købte i Mellemøsten. Da oliepriserne i 1973 pludselig steg til det dobbelte, havde vi et stort problem, for vi var helt afhængige af denne forsyning. Vi blev nødt til at spare, og bl.a. blev de billøse søndage indført for en kortere periode.
Vi fik en lærestreg dengang og har siden gjort meget for at benytte flere af vores hjemlige energikilder.
I Danmark har vi siden fundet olie og naturgas i Nordsøen. Olie og naturgas har det til fælles, at det er råstoffer, der dannes meget langsomt i naturen (millioner af år) og de findes derfor i begrænsede mængder. Alternativet hedder vedvarende energi. Det er energiformer, der eksisterer vedvarende eller fornys.
Solen er et eksempel på vedvarende energi. Desværre er den noget ustabil her i Danmark, men heldigvis oplagres en stor del af solens energi i planter og træer. Så når vi udnytter ressourcer som halm, træ og affald, så udnytter vi faktisk indirekte solens energi.
Kul, olie og naturgas kan i virkeligheden også kaldes lagret solenergi. Kul er rester af døde planter og træer, der har været dækket af sand, ler e.lign. Olie og naturgas er rester af mikroskopiske døde dyr, der har levet i havet og hvis føde har været plantemateriale- altså oplagret solenergi.
>> Næste side >>