Fjernvarme Fyn præsenterer atter et fornuftigt årsresultat

2017 blev et godt år hos Fjernvarme Fyn.

Sådan lød budskabet på mandagens generalforsamling, hvor der atter blev præsenteret et fornuftigt årsresultat. Samtidig blev der i 2017 rundet flere vigtige milepæle i virksomhedens historie.

Det skaber tilsammen en vigtig ballast i en tid med mange udfordringer.

Himlen blå og fremtiden grøn
Fjernvarme Fyn havde atter den grønne pensel fremme i 2017. Midt på året kunne virksomheden løfte sløret for en aftale med Facebook om at udnytte overskudsvarmen fra det kommende datacenter i Tietgenbyen. Den ambitiøse aftale betyder, at cirka 6.900 fynske husstande fra 2020 kan lune sig med grøn varme fra de mange servere.

2017 var også året, hvor affaldsenergianlægget blev fremtidssikret frem til minimum 2035. Samtidig blev varmeudnyttelsen fra affaldet øget væsentligt ved udbygning med røggaskondensering. Det skete alt sammen med gennemførelsen af en ambitiøs helhedsplan for næsten en kvart milliard kroner.

Med overskudsvarmen og den bedre energiudnyttelse fra affaldsenergianlægget vil den kulbaserede varmeproduktion komme ned på kun at udgøre 1/3 af den samlede varmeforsyning.

På den måde yder Fjernvarme Fyn hver dag sit bidrag til at komme nærmere på målet om kuludfasning senest i 2030.

Stadig blandt Danmarks billigste
Eksistensgrundlaget er fortsat de mange varmekunder; et grundlag som i 2017 er udvidet med husstande i blandt andet Birkum og en aftale om at overtage forsyningen til fjernvarmekunderne i Ferritslev.

Derfor var glæden ekstra stor, da Fjernvarme Fyn midt på året kunne give prisen endnu et nyk nedad. For fjerde år i træk.

En fælles virksomhed
Efter flere år med vokseværk var 2017 året, hvor Fjernvarme Fyn for alvor blev én samlet virksomhed; både på papiret og i virkelighedens verden.

I april blev den røde snor klippet til 4.500 m2 nyrenoverede, lyse og moderne kontorfaciliteter på Havnegade. Det betyder, at alle medarbejdere nu har hjemme på én adresse med de mange synergier, det indebærer.

Senere på året fulgte et nyt datterselskab til koncernen, Fjernvarme Fyn Service A/S, som samler alle medarbejdere organisatorisk.

På den måde er der skabt et solidt fundament for yderligere konsolidering, fælles rammer og en fælles virksomhedsforståelse hele vejen rundt.

Eventyret fortsætter
De mange flotte resultater i 2017 giver grund til glæde.

Administrerende direktør Jan Strømvig udtaler: ”Takket være vore medarbejderes store indsats har vi fortsat de tidligere års gode takter med både konsolidering, udvikling og effektivisering. Og målet er uændret: At sikre en konkurrencedygtig varmeforsyning med høj forsyningssikkerhed og miljøvenlige produktionsformer”.

Formand Anker Boye supplerer: ”Med det fornuftige årsresultat kan vi se, at virksomhedens kurs er den rette. Det skaber naturligvis grund til optimisme og glæde på både virksomhedens, miljøets og fremtidens vegne. Med slet skjult reference til Odenses kendte bysbarn kan vi derfor sige, at eventyret om den sikre, billige og miljøvenlige fjernvarme vil fortsætte”.

Fakta


Yderligere information
Årsregnskabet er præsenteret på selskabets ordinære generalforsamling mandag den 7. maj 2018 og kan findes på www.fjernvarmefyn.dk.

For yderligere information, kontakt:
Adm. direktør, Jan Strømvig, Fjernvarme Fyn, telefon 65 47 30 10.
 

Fjernvarme Fyn bruger cookies - læs mere her Accepter