Fjernvarme Fyn sænker varmeprisen for femte år i træk

Alle gode gange fem. Sådan kunne overskriften lyde, når Fjernvarme Fyn atter sænker varmeprisen til de mange fynske kunder. For femte år på stribe.

De gode nyheder er en direkte konsekvens af et fornuftigt årsresultat for 2017. Et år, hvor det stadige fokus på effektivisering og synergi atter gav økonomisk pote.

Omregnet til kroner og ører
Prisnedsættelsen, som netop er godkendt af Odense Kommune, sker med virkning fra 1. juli 2018.

Energibidraget, som udgør den væsentligste del af prisen, nedsættes fra 101,25 kroner (inklusiv moms) per GJ til 97,5 kroner (inklusiv moms) per GJ. Energibidraget beregnes i forhold til den forbrugte varmemængde.

Samtidig nedsættes transportbidraget fra 4 kroner per m3 vand til 3,75 kroner per m3 vand (begge beløb inklusiv moms). Transportbidraget betales ud fra den mængde fjernvarmevand, som løber gennem kundernes anlæg.

For et standard parcelhus på 130 m2 giver det en årlig besparelse på 357 kroner (inklusiv moms).

Set over hele perioden fra 2014 til nu er den samlede årlige varmepris faldet i alt cirka 1.550 kroner (inklusiv moms). Dette vel at mærke i en tid, hvor det generelle forbrugerprisindeks er steget.

Grund til glæde
Derfor er der grund til glæde blandt Fjernvarme Fyns kunder.

Forsyningschef Jakob Rasmussen udtaler: ”Man bliver aldrig træt af at viderebringe gode nyheder som disse. Og glæden får naturligvis et ekstra nyk opad, når det bunder i virksomhedens flotte resultat for 2017. Det viser, at kursen for medarbejdernes daglige indsats er den rette i forhold til både grøn omstilling og økonomisk ansvarlighed”.

Yderligere information
For yderligere information, kontakt:

Forsyningschef Jakob Rasmussen, telefon 65 47 30 40, E-mail jr@fjernvarmefyn.dk.
 

Fjernvarme Fyn bruger cookies - læs mere her Accepter