Vi er godt på vej til at levere grøn varme fra Facebook

Byggeriet af Tietgenbyens Varmecentral går lige efter planen. Sådan lyder det glade budskab her fem måneder efter, at første spadestik blev taget.

Efter planen kan cirka 6.900 odenseanske husstande derfor fortsat glæde sig til at modtage grøn varme fra anlægget ved starten af 2020.

Det bliver fejret med rejsegilde fredag den 7. september for indbudte samarbejdspartnere og leverandører.

Teknikken flytter ind
Det ambitiøse anlæg får til opgave at forvandle overskudsvarme fra Facebooks datacenter i Odense til god fynsk fjernvarme.

Og det planmæssige byggeri betyder, at procesudstyret kan blive monteret allerede fra oktober 2018. Først på listen er den kraftige 60-10 KV transformator samt rør og ventiler. Herefter følger varmepumper og elinstallationer.

Blandt hjørnestenene er også ni store varmepumper, som bygges af Johnson Controls i Højbjerg. Den første pumpe har allerede set dagens lys og er i skrivende stund ved at blive testet grundigt på fabrikken. Inden udgangen af tredje kvartal 2019 forventes alle ni varmepumper at være installeret. Så bliver der fyldt vand på anlægget forud for en grundig indkøring og afprøvning resten af året.

Og endelig bliver den røde snor klippet og anlægget sat i kommerciel drift omkring årsskiftet 2019/20.

Fælles fortjeneste
Overholdelsen af tidsplanen kan tilskrives flere gode kræfter.

Forretningsudviklingschef Kim Winther fortæller: ”Vi glæder os over den planmæssige fremdrift i byggeriet, som skyldes et godt samspil med vores leverandører og samarbejdspartnere. Samtidig er der ydet en stor indsats fra entreprenøren Per Aarsleff A/S for at sikre, at tidsplanen bliver overholdt. Og endelig har det tørre sommervejr også gjort sit til at skabe gode vilkår for byggeriet. Derfor ser vi frem til, som planlagt, at begynde at levere mere grøn varme i starten af 2020”.
 

Fjernvarme Fyn bruger cookies - læs mere her Accepter