Vi fik besøg af vores adoptionsklasse

Torsdag den 2. november blev gennemsnitsalderen hos Fjernvarme Fyn sænket betragteligt. Dog kun for en kort bemærkning.

Her fik vi nemlig besøg af vores adoptionsklasse fra Sanderum Skole, som efterhånden har rundet 3. klassetrin. Og der var lagt i kakkelovnen til en spændende dag for eleverne.

Alsidighed i fjernvarmens rækker
Dagen blev indledt med en fælles rundvisning på affaldsenergianlægget. Senere fulgte besøg i en række af virksomhedens meget forskelligartede afdelinger.

Energirådgiver hos Fjernvarme Fyn, Dorthe Hindsgaul, fortæller: "Temaet for dagen var at vise dagligdagen hos Fjernvarme Fyn i al sin mangfoldighed. På den måde kan eleverne ved selvsyn opleve, at en fremtidig karriere i fjernvarmens tjeneste kan lede i mange spændende retninger".

Dagen blev afrundet med forældrekaffe, hvor eleverne kunne berette om dagens mange oplevelser. Inden da havde de derfor været i det kreative hjørne og havde frembragt en række flotte, fantasifulde og velsmagende lagkager.

Alt i alt blev det en spændende dag for alle parter med mange gode spørgsmål og input set fra børnehøjde. Og vi glæder os til det videre forløb med vores adoptionsklasse.

Tanken bag projektet
Fortællingen om adoptionsklassen går tilbage til foråret 2016. Her valgte Fjernvarme Fyn at indgå et samarbejde, en såkaldt ”adoption”, med det, som dengang var 1. klasse på Sanderumskolen.

Adoptionen er en del af projektet ”Virksomheder adopterer skoleklasser”; et samarbejde mellem skoler og virksomheder, som ønsker at tage del i det sociale ansvar og proaktivt støtte op om uddannelsen af unge mennesker.

Aftalen betyder, at vi følger eleverne fra adoptionsklassen helt frem til deres 9. klassetrin. Vi er derfor stadig kun ved de indledende kapitler af det, som i sidste ende bliver en spændende fortælling over ni år.
 

Foto: Elevernes kulinariske anstrengelser resulterede i mange spændende kreationer, som ikke findes på standardrepertoiret hos den lokale bager