Nye områder

Årslev og Sdr. Nærå

Vi udvider til Årslev og Sdr. Nærå. Bor du i området, kan du nu tilmelde dig fjernvarme.
Tilmeld dig fjernvarme Se graveplanerne her
Milepæl
6. juli, 2021

Der er tilstrækkeligt med tilmeldinger - projektet sættes i gang

Milepæl
1. juni, 2021

Projektet sættes i gang ved tilstrækkelig antal bindende tilmeldinger

Milepæl
1. april, 2021

Forventet opstart af indsamling af endelige tilsagn

Milepæl
1. april, 2021

Kommunen forventes at godkende projektet

Milepæl
19. januar, 2021

Ansøgning om tilskud sendt til Energistyrelsen

Milepæl
18. januar, 2021

Projekt sendt i offentlig høring af Faaborg-Midtfyn Kommune

Milepæl
15. januar, 2021

Projektforslag indsendt til Faaborg-Midtfyn Kommune

Milepæl
10. januar, 2021

Vejledning om ny tilskudspulje udsendt af Energistyrelsen

Milepæl
2. december, 2020

Ny projektbekendtgørelse

Priser og finansiering

Hvad koster det at blive tilsluttet fjernvarme i Årslev og Sdr. Nærå?

Den statslige tilskudspulje er desværre opbrugt for Årslev og Sdr. Nærå. Det er derfor ikke længere muligt at beregne en tilslutningspris med tilskud.

Samtidig er tilslutningsprisen blevet justeret på grund af kombinationen mellem generel inflation samt øgede udgifter til både materialer og specialiseret arbejdskraft.

Tilslutningsprisen nedenfor træder i kraft for alle aftaler, som indgås fra og med den 1. juli 2022. 

Boligareal + kælder 25 % Tilslutningspris med tilskud Tilslutningspris uden tilskud
m2 kr./måned kr./måned
0-99 Pulje opbrugt 345
100-199 Pulje opbrugt 395
200-300 Pulje opbrugt 445

Tilslutningsprisen vil blive opkrævet over varmeregningen i 10 år. Derefter bortfalder den.

Vi gør opmærksom på, at priserne kan blive reguleret frem til, at der er indgået en skriftlig aftale.

Til beløbet for tilslutning skal tillægges 18.000 - 25.000 kr. til den indvendige installation. Du skal indhente tilbud til dette arbejde hos din VVS-installatør.

Eksempel på økonomi med fjernvarme for et hus på 130 m2, som i dag bruger 1.500 m3 gas/ år:

Fremtidig årlig betaling til Fjernvarme Fyn:

Bidrag   kr.
Energibidrag 138,75 kr./GJ · 64,8 GJ = 8.991
Transportbidrag 3,50 kr./m3 · 516 m3 = 1.806
Investeringsbidrag 12,5 kr./m2 · 130 m2= 1.625
Målerbidrag   325
Tilslutningspris* 395 kr./måned · 12 måneder = 4.740
I alt   17.487

 *Tilslutningsprisen skal betales de første 10 år.

De årlige bidrag betales via 4 lige store acontoafregninger med en årlig slutafregning per 31./12.

Spørgsmål og svar

Koordinerer I med fibernet, når der skal graves og reetableres?

Ja, vi forsøger så vidt muligt at koordinere.

Kan fjernvarmerør ligge sammen med andre rør/ledninger for eksempel kloakrør?

Vi placerer normalt ikke fjernvarmerør over eller under andre rør, da det vil være for besværligt, hvis et af rørene skal repareres eller omlægges.

Hvad med min indkørsel, når I graver den op?

Vi graver en rende fra vejen og ind til den aftalte stikplacering. Når stikledningen er etableret, sørger vi for at dække renden, så græs, genplante og lægge fliser igen. Og det er indregnet i tilslutningsprisen.

Starter I med det samme, når I har 50 % tilslutning?

Ja, så snart vi når de 50 % tilslutning, går vi i gang.

Er det hele området, der skal op på 50 % tilslutning, eller vil der blive delområder, som kan gennemføres, hvis de når op på 50 % tilslutning?

Der skal være 50 % tilslutning i hele området.

Skal gasfyret blive siddende, indtil fjernvarmerørene er klar til at blive koblet til?

Ja, vi giver besked, når jeres VVS-installatør kan nedtage gasfyret og tilslutte fjernvarmen.

Hvad er prisen (cirka) for at afbryde gas?

Det koster cirka 8.000 kr., men der er afsat en pulje penge til dækning af omkostninger for afkobling. På Evidas hjemmeside kan man få vejledning om afkoblingsordningen, som dækker de direkte omkostninger forbundet med afkoblingen.

Er der en central mulighed for at sælge sit gasfyr?

Nej, ikke os bekendt.

Hvis man vil skifte fra fjernvarme til en anden varmekilde på et tidspunkt - koster det så noget at komme af igen?

Ja, afbrydelsen er kostægte, så man vil få et tilbud på, hvad det vil koste på den pågældende adresse. På mindre veje koster det typisk cirka 10.000 kr. Er der tale om frakobling i store landeveje, kan det koste cirka 50.000 kr.

Er det husarealet inden for klimaskærmen, der gælder – det vil sige f.eks. uden garage?

Ja, det er beboelsesarealet (det der står i BBR) + 25 % af eventuel kælder, der bruges i beregningen.

I har tidligere forsøgt at få fjernvarme til området. Hvad får jer til at tro, at projektet lykkes denne gang?

Vi tror, at tiden er mere gunstig nu, da regeringen vil udfase gas- og oliefyr. Samtidig er tilskuddet nu så stort, at prisen bliver noget lavere.

Skal der være varmtvandsbeholder eller må der bruges gennemstrømningsvandvarmer?

Vi anbefaler varmtvandsbeholder og fraråder generelt brugen af varmevekslere/ gennemstrømningsvandvarmere. Det skyldes, at vores ledningsnet ikke er dimensioneret med henblik på anvendelse af sådanne vandvarmere. Det må derfor kunne forventes, at der visse steder og på nogle tidspunkter vil være manglende forsyning til gennemstrømningsvandvarmere.

Hvor stor varmtvandsbeholder skal man vælge?

Fjernvarme Fyn anbefaler en 110 liters beholder til en gennemsnitsfamilie på fire, men har man badekar eller stort forbrug, vil vi anbefale en 160 liters beholder.

Er der et månedligt abonnement på varmen, eller er det kun den reelle udgift, man betaler for?

Man betaler et acontobeløb, som gøres op efter aktuelt forbrug.

Bliver der mulighed for at følge med i antallet af tilmeldinger (hvor tæt er vi på at nå de 50 % tilslutning)?

Vi vil løbende sende information ud om, hvordan det går.

Hvorfor er fjernvarme nemt og sikkert?

Det er fjernvarmeselskabet, der har ansvar for driften. Det betyder, at man som fjernvarmekunde ikke skal bekymre sig, om der er varme nok.

Fra fjernvarmeværkerne pumpes det varme fjernvarmevand ud til kunderne i højisolerede rør under jorden. I husene bliver det varme vand brugt i radiatorer og til at opvarme brugsvandet via en varmeveksler eller varmtvandsbeholder. Her giver det varme fjernvarmevand sin varme videre til det vand, der kommer ud af vandhanerne. Fra husene løber fjernvarmevandet tilbage til fjernvarmeværket i afkølet form. Fjernvarmevandet cirkulerer på denne måde hele tiden i et lukket rørsystem.

Både produktion og fjernvarmerør bliver overvåget døgnet rundet, så varmeafbrydelser er sjældne.

Hvor lang tids binding er der på tilslutning ved tilmelding til fjernvarme i tilfælde af, at projektet forsinkes eller udskydes?

Vil man gerne ud af aftalen, holder vi ikke på nogen.

Hvordan er man sikret i forhold til eventuelle prisstigninger over de næste år?

Ved tilslutning til fjernvarme kan man ikke vælge mellem flere leverandører, som det er tilfældet med olie, gas, træpiller og el. Men historisk er fjernvarme fra Fjernvarme Fyn langt den mest prisstabile varmekilde.

Målertype

Strømforsynet måler

Vær opmærksom på, at vi bruger strømforsynede fjernvarmemålere i dit område. Ved tilslutning til fjernvarmeanlæg, skal du derfor lave en aftale med en elektriker.

Multical 603

Foto: Strømforsynet fjernvarmemåler Multical 603