Overblik

Følg de gode råd

... og få mere ud af din varme. Så sparer du samtidig på energien. Det er godt for både miljøet og din pengepung.
Varm top, kold bund

Tjek om du udnytter varmen ordentligt ved at mærke efter, at radiatoren er kold i bunden og varm i toppen.

Maks. 21 grader

En passende temperatur
Der er forskel på, hvor varmt vi vil have det, men her får du et fingerpeg om, hvad der normalt er passende temperatur:

Opholdsrum 21 °C

Køkken 19 °C

Soveværelse 16-18 °C

Eksempel
Når du sænker temperaturen med 1 grad, sparer du cirka 5 % på dit varmeforbrug. For en gennemsnitsfamilie svarer det til en besparelse på cirka 700 kr. per år.
Skru ned når du er bortrejst i længere tid, men hold altid temperaturen over 14 °C – det svarer til trin 1 på termostaten.

 

Brug alle radiatorer - hvis der er flere i samme rum

Åbn aldrig kun én radiator for fuld varme, hvis der er flere radiatorer i rummet.
Det er mere økonomisk at åbne alle radiatorer for svag varme - også selv om en enkelt let kunne klare behovet.

Lad termostaten gøre arbejdet

Hold døren lukket
Det er radiatorens termostat, der skal sørge for en jævn temperatur i dine rum. Hvis du ikke vil have samme temperatur i alle rum, skal du sørge for at lukke døren mellem rum med forskellig temperatur.

Termostaten har en føler, som enten er indbygget i håndtaget eller placeret ved siden af radiatoren. Føleren registrerer, når temperaturen ændrer sig i rummet. Og termostaten sørger for at skrue op og ned, så du holder den ønskede temperatur. Det er vigtigt, at alle termostater i samme rum er indstillet ens, og at alle radiatorer hjælper til med at varme rummet op - en kold og en brandvarm radiator i samme rum er dårlig økonomi, fordi du ikke udnytter varmen i den brandvarme radiator fuldt ud.

Tildæk aldrig radiatoren

En radiator bør aldrig tildækkes eller afskærmes. Gardiner og større møbler bør derfor ikke skærme for radiatoren.
Hæng ikke tøj til tørre direkte på radiatoren.

Luft ud hver dag

Vi anbefaler, at du lufter ud for gennemtræk i 5-6 minutter 1-2 gange hver dag. Det giver et bedre indeklima. 
Husk at lukke for termostaten imens. Åbentstående eller utætte vinduer i opvarmede rum giver et unødvendigt højt varmeforbrug.

Slip fugten ud
Et menneske afgiver cirka 2 liter vand i døgnet. Derfor er det ekstra vigtigt at lufte ud i rum, hvor mennesker opholder sig i længere tid.

Frisk luft giver det bedste indeklima og behøver ikke koste dig et stort varmetab. Tør luft er samtidig billigere at varme op end fugtig luft.

Ved korte udluftninger undgår du, at møbler og vægge bliver kølet ned.

Slip af med fugten - luft ud

  • I soveværelset
  • Efter bad
  • Efter madlavning
  • Når I er mange mennesker indendørs

 

Tør luft er godt for boligen
Der er flere ting, du kan gøre for at holde din bolig tør og sund. Hvis der kommer dug i hjørnerne af dine ruder, er det tegn på, at luften er fugtig, og din bolig trænger til udluftning.

Hvis ydervæggene blive kolde, bør du generelt overveje efterisolering. Endelig må temperaturen ikke komme under 14 °C indenfor, hvis du vil undgå fugtproblemer i din bolig. Tør luft er billigere at varme op end fugtig luft.

 

Sæt badetiden ned

Der løber cirka 10 liter vand ud per minut. Der er derfor store besparelser at hente ved at nedsætte badetiden, når du tager brusebad.

Tjek at beholderen eller veksleren er indstillet rigtigt

En stor del af boligens varmeforbrug går til opvarmning af brugsvand. Derfor er det vigtigt, at beholderen eller veksleren er indstillet rigtigt.

Sørg for at vandet i beholderen er 55 °C - hverken mere eller mindre. (ca. 50 °C ved tappestedet)

Er vandet koldere, risikerer du sundhedsfarlig bakterievækst (legionella).

Er vandet varmere end 60 °C, medfører det for stor kalkaflejring, og det kan forkorte beholders eller vekslers levetid og medføre stort varmetab.

Varmtvandsrørene bør isoleres for at undgå varmetab og bør ikke ligge uisolerede op ad rør med koldt vand.

Undgå blinde ender samt tappesteder, der sjældent bruges. I givet fald få dem fjernet. Hvis der er cirkulation på det varme vand, bør man hvert andet eller tredje år få indreguleringen kontrolleret. Returtemperaturen på varmtvandscirkulationen bør ikke være under 50 °C.

Rigtig isolering sparer på varmen

Rigtig isolering sparer på varmeforbruget. Sørg derfor for, at varmtvandsrør, ydermure og lofter er godt isoleret. Vælg termoruder eller dobbeltruder.
Hvis du har enkeltglasvinduer bør du sætte forsatsvinduer op i de kolde måneder. Check også at døre og vinduer er helt tætte.

Kontroller dit forbrug regelmæssigt

Normalt er et fjernvarmeanlæg problemfrit. Men der kan være en defekt ventil, der kan opstå en utæthed et sted, eller måleren kan måske svigte.

Jævnlige tjek af dit forbrug sparer ærgrelser ved en ekstra regning. Du kan følge med i dit forbrug med Fjernvarme Fyns app på din mobiltelefon eller din tablet. Du kan også gå ind på Administrationsservice Fyns hjemmeside www.asfyn.dk.

For at kunne se dine forbrugsdata skal du logge ind med kundenummer og pinkode, som du finder på din varmeregning.

Ved at følge dit varmeforbrug tæt, får du mulighed for at blive mere bevidst om dine vaner og dit forbrug. Ved at ændre dine vaner kan du spare penge på din varmeregning og samtidig gøre noget godt for miljøet.

Tjek dit fjernvarmeanlæg

Det er dyrt med utætheder i din varmeinstallation.

Der er penge at spare ved at opdage utætheder. Hvis der kommer vandværksvand i fjernvarmesystemet, skal du ikke blot betale for vand, som du ikke har gavn af, levetiden på din varmeinstallation bliver også nedsat.
Det er derfor en god idé at tjekke varmeinstallationen.

Læs mere om, hvordan du tester dit anlæg herunder.

Gulvvarme

Der er flere og flere, der vælger gulvvarme - enten i kombination med radiatorer eller som fuld gulvvarme i alle boligens rum. Det har flere fordele. Man slipper for radiatorer, hvilket er en fordel i forbindelse med placering af møbler. Lune gulve giver desuden en højere komfort og en behagelig varmefordeling.

Der er også visse ulemper ved gulvvarme, især fordi det er en opvarmningsmetode, der kan være svær at styre, og som reagerer langsomt på regulering. Især gulvvarme støbt i beton er længe om at skifte temperatur, og forsinkelsen gør det svært at udnytte gratis varme fra solen eller varme fra mange mennesker.

I rum med meget lysindfald kan det være en fordel at montere en radiator. Det bevirker, at man har mulighed for at lave en grundvarme på 17-18 grader med gulvvarmen og så lade radiatoren klare de sidste 3-4 grader.

5 gode råd om gulvvarme

  • Sørg for at gulvvarmen er opdelt i én kreds for hvert rum og med individuel styring af hvert rum.
  • I rum med meget lysindfald bør gulvvarme kun anvendes som grundvarmekilde og bør altid være suppleret med radiatorer til hurtig regulering af rummets varmebehov.
  • Gulvvarmeslangerne skal være isolerede frem til det rum, som de forsyner.
  • Hvis der anvendes gulvvarmeslanger indstøbt i betongulve, så bør gulvene være opdelt og være kantisolerede i hvert rum (også af hensyn til dæmpning af trinlyd). Gulvvarmeslangerne bør således ikke indstøbes i gennemgående betongulve, der går ubrudt under skillevægge.
  • Gulvvarmeslangerne skal placeres så højt som muligt i konstruktionen og bør ikke indstøbes i betonunderlaget, hvis der lægges trægulve. I stedet for bør der anvendes specielle gulvvarmeplader, der udlægges direkte under trægulvet.