Fjernvarme Fyns adoptionsklasse på besøg sammen med Lars Aagaard
Udgivet: Onsdag den 29. oktober 2025
Begejstringen var stor i vores affaldskontrolrum forleden, da 2.A fra Sanderumskolen sammen med Klima-, Energi- og Forsyningsminister Lars Aagaard prøvede kræfter med Fjernvarme Fyns enorme affaldskraner.
De fik på nærmeste hold set, hvordan restaffald bliver til varme og strøm til tusindvis af odenseanske hjem – og fik måske endda smag for et fremtidigt job i den grønne sektor.
Det var i hvert fald hvad Anthony Nielsen fra 2. A sagde, efter han havde prøvet kræfter med den store kran.
“Jeg tror, jeg vil arbejde her, når jeg bliver voksen,” sagde han.
2. A havde også lavet en flot tegning til minister Lars Aagaard. Tegningen forestillede noget af det, som børnene forbinder med fjernvarme.
“Den tegning er jeg meget glad for. Hvor har I været gode til at tegne hele rejsen fra affald hjemme i vores huse, til det kommer hjem til os igen som fjernvarme,” lød det fra minister Lars Aagaard.
Besøget er en del af vores samarbejde med vores adoptionsklasse, hvor eleverne gennem årene lærer om energi, klima og teknologi – og ser, hvordan den grønne omstilling hænger sammen i virkeligheden.
