Er dit fjernvarmeanlæg klar til efteråret?

Få mest muligt ud af din fjernvarme. Følg de gode råd og tjek din måler.

Følg de gode råd og tjek din måler

Udgivet: Torsdag den 27. august 2026

Efteråret står for døren, og snart bliver radiatorerne igen en fast del af hverdagen. Derfor er det netop nu en god idé at tjekke, om dit fjernvarmeanlæg fungerer, som det skal – og om du får nok varme ud af fjernvarmevandet.

Når temperaturen falder, skal du blot dreje på termostaten for at få varme i radiatoren. Men selv om fjernvarmeanlægget som regel passer sig selv, kan en lille efterårskontrol spare dig for både kolde rum og en unødigt høj varmeregning.

Begynd med radiatorerne
Har dine radiatorer været slukket sommeren over, kan ventilerne have sat sig fast. Åbn og luk derfor termostaterne et par gange, inden kulden for alvor sætter ind.

Når varmen er tændt, skal radiatoren helst være varm i toppen og kold eller lunken i bunden. Det er et tegn på, at varmen bliver udnyttet godt. Klukker eller risler radiatoren, kan der være luft i den, og så bør den luftes ud.

Har du flere radiatorer i samme rum, skal de indstilles ens. Det giver en mere jævn opvarmning og en bedre udnyttelse af fjernvarmevandet. Sørg også for, at radiatorerne ikke er dækket af møbler, lange gardiner eller tøj.

Din måler fortæller, om anlægget arbejder godt
Fjernvarmemåleren viser ikke kun, hvor meget varme du bruger. Den kan også fortælle, hvor godt dit anlæg udnytter energien i fjernvarmevandet.

På måleren kan du blandt andet se:

  • Fremløbstemperaturen på det vand, der kommer ind i boligen
  • Returtemperaturen på det vand, der sendes tilbage
  • Din aktuelle afkøling
  • Hvor mange liter fjernvarmevand der løber gennem anlægget i timen

 

Afkølingen er forskellen mellem temperaturen på vandet, når det kommer ind i boligen, og når det sendes tilbage. Jo mere varme boligen trækker ud af vandet, desto bedre er afkølingen.

I fyringssæsonen bør afkølingen ligge omkring 30 grader. Set over et helt år er 30 grader eller derover en god afkøling. Returtemperaturen bør som udgangspunkt ligge omkring 30 grader.

Se her, hvordan du aflæser din fjernvarmemåler

God afkøling kan mærkes på varmeregningen
Du betaler både for den varme, du trækker ud af fjernvarmevandet, og et transportbidrag for den mængde vand, der løber gennem dit anlæg. Hvis anlægget udnytter varmen dårligt, skal der mere fjernvarmevand til for at opvarme boligen.

God afkøling betyder derfor, at du får mere varme ud af hver liter fjernvarmevand. Det kan sænke din varmeregning og betyder samtidig, at vi skal opvarme og sende mindre vand rundt i fjernvarmenettet. Det er godt for både din økonomi og det samlede energiforbrug.

Reagér på meget dårlig afkøling
Dårlig afkøling kan blandt andet skyldes en ventil, der har sat sig fast, termostater, som er indstillet forskelligt, eller et fjernvarmeanlæg, der ikke er indstillet korrekt.

Læs mere om dårlig afkøling og mulige løsninger

Ligger din gennemsnitlige afkøling under 10 grader over en måned, bør du kontakte en VVS-installatør. Det samme gælder, hvis måleren i længere tid viser et vandflow over 100 liter i timen samtidig med dårlig afkøling.

Hold øje med dit forbrug
Du kan også følge dit forbrug løbende i appen Watts On og få besked, hvis dit forbrug pludselig stiger eller din varmeudnyttelse bliver dårlig. På den måde opdager du lettere, hvis forbruget pludselig ændrer sig.

Du kan blandt andet modtage en notifikation, hvis dit anlæg over en periode på 72 timer har en meget dårlig varmeudnyttelse og et højt vandforbrug. Det kan være et tegn på, at der er opstået en fejl, som bør undersøges.

Læs mere om Watts On

Er du i tvivl om dine målinger, er du velkommen til at kontakte Fjernvarme Fyn på telefon 65 47 30 00 eller på kontakt@fjernvarmefyn.dk.

Find flere gode råd til at spare på energien

 

Små ændringer kan give store besparelser
Vidste du for eksempel, at du typisk kan spare 5-10 % på varmeforbruget ved at sænke temperaturen i boligen med 1-2 grader?