Fjernvarme Fyn ansøger ikke statens CCS-pulje

Fjernvarme Fyn ansøger ikke statens CCS-pulje

Udgivet: Fredag den 5. december 2025

Fjernvarme Fyn har besluttet ikke at søge om støtte via Energistyrelsens nuværende CCS-pulje. Beslutningen sker efter flere års intensivt arbejde med at udvikle et CO2-fangstprojekt på affaldsenergianlægget i Odense.  

Årsagen til at Fjernvarme Fyn ikke vil indgive et bud til Energistyrelsen pulje, er, at markedet for CO2-fangst er for umodent til, at det vil være forsvarligt at deltage i konkurrencen under de rammevilkår, som Energistyrelsen har fastlagt.  

”Vi har lavet en grundig afdækning af Fjernvarme Fyns muligheder for at søge statens CCS-pulje. Men vi kan se, at det er en postgang for tidligt at forpligte Fjernvarme Fyn til kontrakter, der strækker sig 20 år ud i fremtiden”, siger administrerende direktør Louise Høst og fortsætter: 

”Det handler både om, at vi ser et umodent marked med urealistisk høje priser og store risici, men også om at Energistyrelsens vilkår forstærker de risici”, forklarer hun. 

Energistyrelsens model flytter i praksis en stor del af risikoen fra staten over på selskabet og dets ejerkommuner. Kommunerne og fjernvarmeselskaberne bliver pålagt at levere præcise fangstmængder over en lang periode, og der er store økonomiske sanktioner, hvis værdikæden ikke leverer som planlagt – også hvis det skyldes, at private lagringsaktører ikke er klar. Det er en risiko, som hverken selskab eller kommune kan kontrollere. 

”Det understreger blot behovet for et mere robust og konkurrencedygtigt marked samt en ny og mere fleksibel CCS-pulje, hvis Danmark skal lykkes med at gøre CO2-fangst til et reelt klimapolitisk værktøj”, lyder det fra Louise Høst, der dog understreger, at beslutningen ikke markerer et farvel til CO2-fangst, men en nødvendig pause i et umodent marked. 

”Selvom vi trækker vores ansøgning, er målet fortsat det samme. CO2-fangst er realiserbart hos Fjernvarme Fyn, men vi kan ikke nå i mål inden 2030, siger hun og fortsætter: 

”Vi forventer at kunne fremlægge vores anbefalinger til, hvordan vi arbejder videre med CO2-fangst for vores bestyrelse og ejere i løbet af 2026.” 

Bestyrelsesformand Mads Søndergaard Thomsen bakker op om direktionens anbefaling og peger på, at bolden i høj grad ligger hos Christiansborg: 

”Det er en enig bestyrelse, der står bag beslutningen om ikke at indgive bud til Energistyrelsen i denne omgang. Nu gælder det om at holde fokus og finde vejen til, at vi alligevel får fanget CO2 fra store punktkilder som vores, da samfundet ikke holder op med at producere affald, fortæller han og fortsætter: 

”Vi kan se på de seneste meldinger fra regeringen, at CO2-fangst er et prioriteret værktøj, hvis vi skal nå de nye 2035 mål. Derfor er vi håbefulde og ser gerne, at der etableres en ny CCS-pulje målrettet affaldsenergiselskaberne. CO2-fangst på affaldsanlæg er ikke til forhandling, hvis Danmark skal nå klimamålene og reelt gøre en klimamæssig forskel,” siger han. 

Fjernvarme Fyn er langt fra den eneste, der ikke vil søge om støtte fra Energistyrelsens pulje. Også Ørsted, Affaldsenergiselskabet ARC og Kredsløb har valgt ikke at søge om støtte.