Vi har nu tilstrækkelig tilslutning

Fjernvarme Fyn kommer til Nr. Lyndelse og Nr. Søby

Nu kan beboerne i Nr. Lyndelse og Nr. Søby glæde sig til, at fjernvarmen også kommer til deres område. De gode nyheder skyldes, at projektet netop har rundet den nødvendige tilslutning.

Vi forventer, at gravearbejdet begynder i starten af 2023.

Overvældende tilslutning
Interessen for fjernvarme har været overvældende lige siden, at Fjernvarme Fyn begyndte at samle tilmeldinger i september 2021. Og vi kan nu fejre, at vi er nået den nødvendige tilslutning på 50 % af områdets husstande.

Der er altså grønt lys til at lægge rørene i jorden og tænde for fjernvarmen til området. Gennem hele processen har der været et stærkt samarbejde med lokale ildsjæle. De har stemt dørklokker, lavet opslag på Facebook og talt med naboer og andre lokale. Og det har altså båret frugt.

Kundecenterchef hos Fjernvarme Fyn, Jesper Schmidt Kruser, udtaler: ”Vi er utrolig glade for, at der har været så stor opbakning i området. Det er gået virkelig stærkt med at få det nødvendige antal tilmeldinger. Og nu glæder vi os til at kunne levere fjernvarme til området”.

Første tilslutning fra sommeren 2023
Vi begynder allerede nu planlægningsarbejdet med at føre en transmissionsledning til området. Og vi planlægger udrulningen, så vi kan være klar til at gå i jorden i starten af 2023.

Planen er, at de første husstande kan tænde for fjernvarmen fra medio 2023. Og herefter bliver resten af kunderne tilsluttet løbende gennem de efterfølgende 12-15 måneder.

Den enkelte husstand vil få nærmere information om, hvornår de bliver tilsluttet.

Ekstra lav pris til de hurtige
Hvis man bor i området, kan man stadig nå at tilmelde dig. Og er man hurtig, kan man vel at mærke gøre det til en endnu lavere pris end sædvanligt, fordi projektet har fået tilskud fra Energistyrelsen.

Fjernvarme Fyn kan derfor tilbyde den særligt lave pris, indtil puljen med tilskud er opbrugt. Så hvis man vil sikre sig nem og grøn fjernvarme til en særligt fordelagtig pris, skal man slå til nu.

Yderligere information
Har du spørgsmål til projektet, er du velkommen til at kontakte:

Forsyningschef, Jakob Rasmussen, telefon 65 47 30 40
Kundecenterchef, Jesper Schmidt Kruse, telefon 61 16 09 93