Fjernvarme Fyns kunder øger deres varmeforbrug
Udgivet: Onsdag den 11. februar 2026
2026 er begyndt med bidende kulde. Faktisk har januar på landsplan været den koldeste i 16 år – og det kan mærkes direkte i fjernvarmen.
Hos Fjernvarme Fyn er der i januar sendt 13,4 procent mere varme ud end i samme måned sidste år.
– Vi kan tydeligt se, at året er startet væsentligt koldere end normalt. Når temperaturen falder, stiger kundernes varmebehov. Det kan både skyldes, at nogle skruer lidt ekstra op for varmen, men også at installationerne ganske enkelt skal bruge mere energi for at holde den temperatur, man allerede har indstillet, forklarer Jakob Rasmussen, forsyningschef hos Fjernvarme Fyn.
Flere anlæg i drift
Sidste år var januar en gennemsnitlig vintermåned. I år har billedet været et helt andet. Den lave udetemperatur betyder, at varmeproduktionen er skruet op.
– Helt lavpraktisk betyder kulden, at vi har aktiveret flere af vores anlæg for at imødekomme kundernes varmebehov, siger Jakob Rasmussen
Selvom januar blev den koldeste måned i 16 år, er der ikke tale om en presset situation.
– Det højere varmeforbrug sætter ikke vores forsyning under pres. Kunderne kommer ikke til at mærke forskel, selvom vi løber lidt stærkere bag kulisserne, lyder det fra forsyningschefen.
Ud over de centrale anlæg på Havnegade i Odense råder selskabet over omkring 22 mindre varmestationer fordelt i hele forsyningsområdet. Tilsammen kan de producere lige så meget varme som de centrale anlæg.
– Derfor løber vi ikke tør for varme. Vores vigtigste opgave er, at kunderne har en stabil og tryg varmeforsyning – også når vinteren viser tænder.
Tre gode råd til at holde på varmen
Når kulden sætter ind, kan små justeringer i hverdagen gøre en mærkbar forskel:
1. Luft ud i korte intervaller
Luft ud med gennemtræk i 5–6 minutter en til to gange dagligt i stedet for at have vinduer på klem. Husk at slukke radiatoren imens, så den ikke arbejder unødigt.
2. Hold en jævn temperatur og lukkede døre
En temperatur på 20–21 grader i alle rum er ofte mest energieffektiv. Hold dørene lukkede mellem rum med forskellig temperatur, så varmen ikke forsvinder.
3. Giv radiatorerne plads
Undgå at dække radiatorer med tøj eller møbler. Brug gerne alle radiatorer i et rum på lav styrke i stedet for én på fuld kraft – det giver en mere jævn og behagelig varme.
Af: Fjernvarme Fyn.