Første år uden kul skinner igennem resultatet for 2025

Første år uden kul skinner igennem resultatet for 2025

 
Udgivet: Torsdag den 21. maj 2026

Sorte tal på bundlinjen er en styrke i usikre tider, hvor geopolitiske spændinger øger usikkerheden – både globalt og herhjemme i Danmark.

Derfor er dagens udgivelse af Fjernvarme Fyns årsrapport for 2025 og selskabets første ESG-rapport også en god nyhed i en tid, hvor vejen mod den grønne omstilling bestemt ikke er blevet nemmere.

Det er samtidig en anledning til at gøre status på et år, der på flere måder markerer et vigtigt skridt; særligt for vores grønne omstilling.

2025 blev nemlig det første hele år uden kul på Fynsværket. Da kullet blev udfaset i april 2024, markerede det afslutningen på et kapitel i Fjernvarme Fyns historie, og effekten kan nu tydeligt ses i årets klimaregnskab.

Fra 2024 til 2025 er Fjernvarme Fyns samlede CO2-aftryk reduceret fra 676.705 ton til 406.446 ton. Det svarer til en reduktion på 270.259 ton CO2 eller 39,9 procent.

Udviklingen er resultatet af en langsigtet omstilling af energiproduktionen og en række strategiske beslutninger, der er truffet gennem flere år. Med årets ESG-rapport ønsker Fjernvarme Fyn samtidig at understrege betydningen af at fastholde ambitionerne for den grønne omstilling - også når omstillingen kræver store investeringer og langsigtede beslutninger.

Markant reduktion i CO2-udledningen
Den mest markante forandring mellem 2024 og 2025 knytter sig til udfasningen af kul og ombygningen af det tidligere kulfyrede anlæg, som nu er konverteret til gas.

I dag fungerer anlægget som spidslastanlæg og leverer varme i de perioder, hvor varmebehovet er højt. Det giver en mere fleksibel og robust varmeproduktion og understøtter samtidig forsyningssikkerheden.

Samtidig har Fjernvarme Fyn øget andelen af elbaseret varmeproduktion gennem store varmepumper og elkedler. Varmepumperne udnytter energi fra omgivelserne – herunder også overskudsvarme – og elektrificeringen bidrager både til en mere energieffektiv produktion og til at reducere CO2-udledningen.
Årsrapporten og ESG-rapporten giver samlet et indblik i udviklingen i 2025 og de indsatser, der skal være med til at fremtidssikre varmeforsyningen på Fyn.

Yderligere information
Årsregnskabet er præsenteret på selskabets ordinære generalforsamling mandag den 18. maj 2026.

Du finder årsberetning samt årsregnskaber for 2025 her.

For yderligere information: Kontakt presseansvarlig Anne-Marie Lindholm, telefon 20 15 81 56.

Af: Fjernvarme Fyn.