Grønt vand i sø ved Vissenbjerg

Grønt sporstof i fjernvarmevandet har gjort det let at lokalisere et utæt fjernvarmeanlæg i området.

Grønt vand i sø ved Vissenbjerg

Udgivet: Torsdag den 18. december 2025

Forbipasserende i Vissenbjerg er i de seneste dage blevet mødt af et usædvanligt syn: En sø, der er blevet kraftigt grøn. Det drejer sig om søen tæt ved det store lyskryds på Søndersøvej/Odensevej/Middelfartvej.

Den grønne farve skyldes en planlagt test i fjernvarmenettet, som Fjernvarme Fyn har gennemført for at finde eventuelle utætheder. I den forbindelse blev der den 11. november tilsat et grønt sporingsstof til fjernvarmevandet.

Sporingsstoffet er nu nået Vissenbjerg-området, hvor testen har afsløret en utæthed i et anlæg. Utætheden har betydet, at en større mængde grønt fjernvarmevand er løbet ud og endt i søen – og det er forklaringen på den markante farve.

Ejeren af anlægget er orienteret og har sat gang i de nødvendige tiltag for at udbedre problemet.

Det grønne sporingsstof er helt ufarligt for mennesker, dyr og miljø. Farven vil aftage og forsvinde af sig selv over tid.

Fjernvarme Fyn opfordrer borgere til at kontakte selskabet, hvis de opdager andre søer, vandløb eller lignende med grønt vand.

Læs mere om grønt fjernvarmevand her