Idéer til en grønnere fremtid

Gå til nyhedsoversigten

Idéer til en grønnere fremtid

Fjernvarme Fyn var vært ved Idéfestival for Innovation & Bæredygtighed i går, torsdag den 21. februar.

Festivalen var afslutningen på et valgfags-undervisningsforløb, hvor Fjernvarme Fyn sammen med VandCenter Syd og Odense Renovation havde sat innovation, klima og bæredygtighed på skoleskemaet for 40 elever fra otte af byens folkeskoler.

I løbet af de sidste måneder har eleverne arbejdet med en række konkrete udfordringer stillet af byens forsyningsselskaber. Og i går præsenterede eleverne deres idéer overfor en veloplagt dommerkomité.

Den realistiske, den sjove og den vilde
Der blev kåret tre vinderhold i kategorierne den realistiske, den sjove og den vilde. De unges idéer var både kreative, nytænkende og inspirerende i forhold til at få løst opgaver som:

  • Hvordan får vi flere restauranter i Odense til at tilbyde postevand?
  • Hvordan laver vi en kampagne, som fanger borgerne i Odense, og som er med til at få alle i Odense til at sortere mere affald til genbrug?
  • Hvilket eller hvilke miljøvenlige brændsler skal vi bruge fremover i fremtidens fjernvarmeværk?


Elevernes løsninger bød blandt andet på kampagner med seje slogans, mærkeordninger til restauranter, brætspil om fjernvarme og meget andet.

Taler og tak
Foruden præsentationerne af de bæredygtige idéer, fik eleverne også et ord med på vejen. Børn- og ungerådmand, Susanne Crawley, bestyrelsesformand for Fjernvarme Fyn, Anker Boye og direktør for Fjernvarme Fyn, Jan Strømvig holdt alle en tale, inden de besøgte elevernes stande og fik en snak om de mange løsninger.

Fjernvarme Fyn vil gerne takke alle, der deltog i festivalen og særligt festivalens hovedpersoner; eleverne med de mange gode idéer. Vi har brug for nytænkning og kreativitet i hele debatten om verdens fremtid. Og vi har brug for alle idéer; både de realistiske, de sjove og de vilde.