Konkurs hos ekstern entreprenør forsinker dele af vores fjernvarmeudrulning
Udgivet: Onsdag den 6. maj 2026
Arbejdet med at udrulle fjernvarme i dele af vores forsyningsområde er i øjeblikket ramt af en midlertidig forsinkelse.
Årsagen er, at entreprenøren Østergaard Entreprise, som har stået for en central del af arbejdet med svejsning og samling af fjernvarmerør, er gået konkurs. Det betyder, at arbejdet flere steder er sat på pause, mens vi finder en ny løsning.
Vi arbejder på at begrænse forsinkelserne
Hos Fjernvarme Fyn har vi sat gang i en række tiltag for at få arbejdet hurtigt videre.
Vores forventning er lige nu, at forsinkelsen vil være omkring en måned i de berørte områder, men det kan ændre sig. Vi arbejder målrettet på at gøre forsinkelsen kortere.
Løbende information
Konkursen er opstået pludseligt og er ikke noget, vi har haft mulighed for at forudse. Når en central samarbejdspartner falder fra midt i et projekt, kræver det tid at sikre, at arbejdet kan fortsætte i samme kvalitet.
Vi ved, at mange følger projektet tæt og ser frem til at få fjernvarme. Derfor vil holde berørte borgere og virksomheder opdateret, så snart der er nyt om tidsplan og fremdrift.