Årets resultat

Vejen til grøn omstilling er ikke snorlige: Stigende omkostninger sætter præg på årets resultat

Vejen til grøn omstilling er ikke snorlige: Stigende omkostninger sætter præg på årets resultat

Fjernvarme Fyns mission er at levere klimavenlig, konkurrencedygtig robust fjernvarme til fynboerne. Men vejen mod en grønnere fremtid var ikke uden bump i 2024. Året endte med et underskud på godt 60 millioner. Det kan læses i virksomhedens årsberetning, som netop er præsenteret på den årlige generalforsamling.

Stigende brændselsudgifter, faldende elpriser, og store investeringer i både forsyningssikkerhed og grøn omstilling førte til et resultat før skat på -60,6 mio. kroner, selvom Fjernvarme Fyn i løbet af året hævede varmeprisen ekstraordinært.

”I forbindelse med energikrisen steg vores omkostninger markant. Alligevel valgte vi i første omgang at holde priserne kunstigt i ro ved at dække merudgifterne med indtægter fra vores elsalg," siger administrerende direktør i Fjernvarme Fyn, Louise Høst, og fortsætter:

"Omkostningerne er ikke faldet til det gamle niveau igen, og som et hvile-i-sig-selv-selskab skal vores økonomi hænge sammen. Derfor har vi justeret prisen – for at skabe balance mellem indtægter og udgifter, lukke hullet og sikre et mere robust økonomisk fundament”, siger hun.

Et stærkere fundament for fremtiden
Selvom resultatet for 2024 ligger under det ønskede blev året også et vendepunkt for den grønne omstilling. I april sagde Fjernvarme Fyn endegyldigt farvel til kul. Og selskabet besluttede samtidig at investere i to nye elkedler. Derudover blev en ny turbine sat i drift på flisanlægget, som nu også kan producere el.

Fjernvarme Fyn råder i forvejen over Danmarks største kapacitet af elkedler. Med de nye investeringer fordobles kapaciteten fra 100 MW til 200 MW.

"Vi er i gang med at bygge et stærkere fundament, som både reducerer vores CO₂-udledning og skaber en større robusthed i produktionen. Det er investeringer, der koster på kort sigt, men som er nødvendige for at sikre en klimavenlig, konkurrencedygtig og fremtidssikret varmeforsyning," siger Louise Høst.

Elmarkedet har fortsat stor betydning
Selvom indtægterne fra el var lavere end forventet i 2024, og selvom virksomheden var tvunget til at nedjustere forventningerne til elsalget for både 2024 og 2025, så spiller elmarkedet fortsat en vigtig rolle for Fjernvarme Fyn.

"Elmarkedet rummer store potentialer men også store udsving. Vi arbejder hele tiden på at optimere vores fleksibilitet, så vi kan levere, når markedet har brug for det – og dermed bidrage til den samlede forsyningssikkerhed i Danmark," forklarer Louise Høst.

Fjernvarme Fyn forventer et bedre resultat i 2025. Det skyldes blandt andet, at kuludfasningen nu er gennemført samt, at både varme- og elproduktionen er blevet optimeret.

Yderligere information
Årsregnskabet er præsenteret på selskabets ordinære generalforsamling tirsdag den 13. maj 2025.

Du finder årsberetning samt årsregnskaber for 2024 her

For yderligere information: Kontakt presseansvarlig Anne-Marie Lindholm, telefon 20 15 81 56.

🔍 FAKTA: 

  • Antal kunder: Ca. 100.000 husstande og virksomheder
  • Grønne investeringer 2024: Elkedler, flisturbine og kuludfasning
  • Elkedel-kapacitet: Øges fra 100 MW til 200 MW
  • Varmepris: Justeres i takt med brændselspriser, afgifter og klimakrav
  • Ejerskab: Kommunalt ejet af Odense og Nordfyns Kommune