Vi er godt i gang i Nr. Lyndelse og Nr. Søby

Status på projektet og information om afkoblingspuljen, sommerferien, trafik og meget mere

Vi er godt i gang i Nr. Lyndelse og Nr. Søby

Vi er godt i gang med arbejdet på Odensevej og Skovrevlgyden.

Læs om dette og meget mere herunder.

Tidsplan
Husk, at du altid kan følge med via graveplanerne på vores hjemmeside.

Se graveplanerne her

Der kan ske ændringer i inddelingen af etaper i forhold til trafik, tilgængelighed af materialer med mere. Graveplanen bliver opdateret løbende.

Vi gør samtidig opmærksom på, at der først kommer varme på rørene sidst på året, da pumpestationen skal være færdig, før vi kan pumpe vand rundt.

Du skal endnu ikke søge om tilskud fra afkoblingspujlen
Vi har fået mange henvendelser om afkoblingspuljen. Vores råd er, at du ikke skal søge om tilskud, før du kender datoen for, hvornår vi lover, at der er varme på rørene til din bolig.

Her kan du læse om afkoblingspuljen

Sommerferie
Sommeren er over os, og vi holder ferie i ugerne 29-31. Her vil alt gravearbejde derfor være sat på pause.

Fra uge 32 trækker vi atter i arbejdstøjet og fortsætter på Odensevej og på Albanivej.

Vi forsøger at tage mest muligt hensyn til trafik og til beboelse
Måske har du undret dig over, at vi ikke graver hele vejstrækninger op ad gangen? Det er blandt andet tilfældet på Albanivej - Odensevej, hvor vi graver i mindre etaper. Det gør vi af hensyn til afviklingen af trafikken.

Men der kan være vænger og veje, der så snævre, at det er nødvendigt at lukke helt for biltrafik, mens vi graver. Det er tilfældet, hvis vi får tildelt plads til rørene midt på vejen. Så kan det samtidig være nødvendigt at parkere helt uden for arbejdsområdet.

Vi gør opmærksom på, at asfalten skal nå at sætte sig, inden det afsluttende slidlag kan lægges på. Det tager typisk ét år. Og det er forklaringen, hvis du undrer dig over, at asfalten ser lidt 'ufærdig' ud de steder, hvor vi har gravet.

Beholder eller veksler?
Der har været en del snak om, hvorvidt man skal vælge beholder eller veksler. Vi anbefaler, at du vælger beholder, da Fjernvarme Fyns ledningsnet ikke er dimensioneret til anvendelse af gennemstrømningsvandvarmere/ veksler. Det må derfor kunne forventes, at der på visse steder og til tider vil være manglende forsyning til gennemstrømningsvandvarmere.

Læs mere om valget mellem beholder eller veksler her

Fast strømforsynet måler
Det er besluttet, at måleren til jeres område skal være af typen MC603.

Vær opmærksom på, at måleren skal være fast strømforsynet. Det betyder, at du skal have lavet en aftale med en elektriker, som kan tilslutte faststrøm til måleren, inden den skal udleveres.

Måleren skal ikke bestilles, før vi kender datoen for, hvornår vi tilslutter fjernvarme til rørene. Årsagen er, at afregning af både måler og effektbidrag begynder, så snart måleren udleveres.

Opgravning og rørlægninig
Cirka en uge før vi begynder at grave ved dig, får du en informationsseddel fra vores entreprenør.

Hvordan
Vi graver en rende fra hovedledningen i vejen og ind til din bolig. Selve opgravningen vil foregå med en minigraver.

I arbejdsperioden vil der være en del arbejdskørsel i hele området, hvilket vil påvirke trafikken.

Mens vi graver ud for din bolig, kan adgangen hertil være begrænset kortvarigt. Det kan desuden blive nødvendigt at inddrage nogle parkeringspladser.

Sådan forbereder du dig
Når vi skal grave hos dig, er det vigtigt, at du har gjort plads til håndværkerne og maskinerne på din grund. 

Har du planter, som du gerne vil bevare, bedes du flytte dem, inden vi begynder at grave. Planterne skal fjernes i minimum en meters bredde fra renden, som skal graves.

Ønsker du hjælp til at flytte planter, er du velkommen til at henvende dig til entreprenøren, når vi begynder at grave. Du bedes sørge for midlertidig opbevaring og pasning af de planter, som du ønsker bevaret. Vi kan ikke garantere, at planterne overlever den midlertidige opbevaring. 

Har du kendskab til placering af ledninger på din matrikel, er det vigtigt at dele din viden med vores graveentreprenør. Det er ledningsejerens ansvar at oplyse om placering af ledninger. Entreprenøren er ikke ansvarlig for eventuelle skader på uoplyste ledninger.

For dig med elbil
Har du elbil, og er din ladestander placeret i forbindelse med renden, som vi skal grave, beder vi dig om at gøre opmærksom på dette. Så vil vi gøre vores bedste for at give adgang til ladestanderen under arbejdet.

Vi kan dog ikke garantere adgang. Du kan derfor risikere, at det ikke vil være muligt at oplade din elbil på egen matrikel i en periode. Ekstra omkostninger forbundet med dette afholdes af elbilens ejer.

Etablering af stikledning
Vi graver en rende ind til den aftalte stikplacering.
 
I huse med kælder føres fjernvarmestikket ind i kælderen.  Se figur 1 samt foto 1.  

Smeden trækker røret med ventilerne ind gennem et hul i soklen, som entreprenøren har boret. Hullet bliver efterfølgende fuget indvendigt og udvendigt. Vi skal have adgang til kælderen i perioden.

Hvis der ikke er kælder, trækker smeden rør ind til huset og monterer et skab med to ventiler udvendig på huset. Se figur 2 samt foto 2.

Ved begge modeller starter den indvendige entreprise ved ventilerne.

Vi har brug for din hjælp
Mens vi graver i dit område, beder vi om, at man respekterer afspærringerne ved de opgravede huller. Selvom vi vil forsøge at afdække hullerne så vidt muligt, opfordrer vi særligt til, at man holder ekstra øje med mindre børn.

Reetablering
Når vi er færdige med at grave, vil vi sørge for at genetablere vejbelægningen, så græs og lægge fliser. Det er dine nuværende fliser, som bliver lagt tilbage, når vi er færdige med at grave. Vi lægger ikke nye fliser eller ændrer flisebelægningen.

Revnede fliser samt fliser, som ikke kan skaffes, vil blive erstattet med almindelige standardfliser i området, hvor vi har gravet fjernvarmestikket ned. Vi kan ikke tilbyde at omlægge hele dit fliseareal.

Afmelding af naturgas
Du kan læse mere om afmelding af naturgas på Energistyrelsens hjemmeside her:

Besøg Energistyrelsens hjemmeside her

Yderligere information
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte vores kundecenter på telefon 65 47 30 00 eller på  e-mail kontakt@fjernvarmefyn.dk.

Med ønsket om en god weekend til jer alle,
Fjernvarme Fyn