Overblik

Sponsorstrategi

Fjernvarme Fyn ønsker at fastholde en stærk lokal forankring i nuværende og potentielle forsyningsområder

Sponsorstrategi

På bestyrelsesmøde nr. 59 den 15. april 2016 blev nedenstående sponsorstrategi behandlet og godkendt.

Sponsorstrategien skal ses i sammenhæng med Fjernvarme Fyns vision og overordnede forretningsstrategi, hvor der i strategiplanen for 2019-22 arbejdes med programmet ”Kundefokus”.

Sponsorstrategi

Fjernvarme Fyn ønsker at fastholde en stærk lokal forankring i nuværende og potentielle forsyningsområder. Derfor støtter Fjernvarme Fyn initiativer, der bidrager til at sikre det lokale sports- og kulturliv gode udfoldelsesmuligheder. Sponsoraterne tilrettelægges, så de understøtter Fjernvarme Fyns målsætning om:

  • Kundeloyalitet
  • Medarbejderloyalitet
  • Mersalg
  • Rekruttering
  • Branding
  • Eksponering
  • Lokal forankring
  • Netværk

 

Sponsoraterne skal medvirke til at styrke oplevelsen af Fjernvarme Fyn som en arbejdsplads med overskud og understøtte ønsket om at kunne tiltrække og fastholde medarbejdere. Ved at støtte lokale initiativer ønsker Fjernvarme Fyn desuden at skabe en god dialog med nuværende og potentielle kunder, og samtidig give den enkelte medarbejder i Fjernvarme Fyn en følelse af at være en del af en virksomhed med en fælles identitet og et godt fællesskab.

Med denne strategi vil både nuværende og fremtidige sponsorater blive vurderet løbende i forhold til værdiskabelse og relevans.

Fokus
Nuværende sponsorater og nye henvendelser vil blive evalueret på fem strategiske parametre, som præsenteres nedenfor i forhold til hvor relevante de er for Fjernvarme Fyn.
På baggrund af en vurdering af sponsoratets potentiale på hver af de fem parametre, beregnes en samlet score. Denne ligger til grund for beslutningen om sponsoratets relevans for Fjernvarme Fyn.

1) B2E & B2C Hospitality
Denne parameter dækker over oplevelser og arrangementer over for virksomhedens ansatte (B2E) og virksomhedens kunder (B2C). Dette kunne være:

  • Oplevelser og arrangementer for Fjernvarme Fyns ansatte og kunder; eksempelvis fribilletter til sport og kultur


2) Lokal goodwill (lokal CSR)
Denne parameter beskriver graden af den goodwill og positive omtale, sponsoratet kan give Fjernvarme Fyn. Parameteren indgår med samme vægtning som den foregående, da disse vurderes at have samme høje betydning i relation til Fjernvarme Fyn.

Eksempel på sponsorat som understøtter lokal goodwill kunne være støtte til et projekt, der har stor betydning i lokalområdet = Synlighed i lokalområdet.

3) B2C eksponering
Denne parameter dækker over en generel eksponering af Fjernvarme Fyn i nuværende og kommende forsyningsområder.

Her indgår en vurdering af hvor mange potentielle kunder, der kan forventes at blive eksponeret gennem sponsoratet. Samtidig er det vurderingen, at positiv omtale i medierne i sponsormæssig henseende giver større værdi end en stationær bandereklame på et stadion.

Den positive omtale kunne eksempelvis genereres via sponsorering af et ungdomsstævne med mange deltagere og deres forældre.

4) Relevant link til brand og strategi
Her ser man på, i hvilken grad sponsoratet falder i tråd med Fjernvarme Fyns overordnede strategi og arbejde. Samt, om der er et naturligt link til virksomhedens brand.

Et eksempel på et relevant link kunne værre sponsorat af miljøvenlige projekter.

5) Aktiveringsmuligheder samt B2B relationer
Her ser man på, hvorvidt det pågældende sponsorat kan aktiveres aktivt i relation til Fjernvarme Fyn. Mere specifikt vurderer man særligt:

  • Giver sponsoratet mulighed for aktivering
  • Vil de pågældende muligheder blive anvendt
  • Gennemføres der arrangementer
  • Giver sponsoratet relevant netværksadgang
  • Giver sponsoratet mulighed for anvendelse i Fjernvarme Fyns markedsføring

 

Modtager, målgruppe og forventning
Eksempler på forventninger til modtagerne af sponsorater:

  • Matcher Fjernvarme Fyns værdier
  • Styrker Fjernvarme Fyns troværdighed
  • Gør det lettere at kommunikere eksternt ved at øge Fjernvarme Fyns kendskabsgrad
  • Styrker den fælles identitet internt hos Fjernvarme Fyn

 

Geografisk skal sponsorater primært findes i Fjernvarme Fyns nuværende og potentielle forsyningsområder med hovedvægt på sponsorater, der giver markedsføringsmæssig værdi.

Der er en meget bred målgruppe, hvorfor der primært sigtes mod flere mindre sponsorater frem for få store. Det er dog en forudsætning, at det vurderes, at støtten samtidig er så signifikant, at der opnås en tilstrækkelig synlighed.

Sponsorstøtten kan desuden anvendes, hvor det giver størst merværdi i forhold til nuværende og kommende medarbejdere.

Sponsorater kan evt. anvendes i forbindelse med events.

Medarbejderpulje
Foruden de regulære sponsorater oprettes der en særskilt medarbejderpulje, hvor der en gang

årligt uddeles støtte til mindre enkeltstående sponsorater. Alle henvendelser fra medarbejdere dirigeres således til denne pulje.

Hvis man får tildelt et beløb, kan man først søge igen efter to år.

Det er et krav, at tildelte beløb skal gå til formål, hvor medarbejderen er involveret. Samtidig skal målet for sponsoratet have et officielt islæt, således at andre personer har adgang i én eller anden form.

Alle praktiske opgaver i forbindelse med et tildelt sponsorat skal håndteres af medarbejderen selv. Det kunne eksempelvis gælde logotryk på sportstøj og lignende.

Der udvikles en kort vejledning til interesserede medarbejdere samt et ansøgningsskema, hvori man kan læse alle nærmere detaljer om medarbejderpuljen.

Budget
Der er besluttet et samlet sponsorbudget for 2016 (fordeles mellem FFF, FFA og FFD) til generelle sponsorbidrag.

Markedsføringsomkostninger til annoncer og events såsom Blomsterfestival og Fjordens dag samt projektrelaterede markedsføringsfremstød for at tiltrække nye kunder behandles særskilt i de relevante budgetter.

Der vedligeholdes en oversigt over sponsorater.


JS 19. april 2016